Ægtefæller med fælles og særbørn

Når du er gift, og I har såvel fælles børn og børn fra tidligere forhold, har du sandsynligvis et akut behov for at oprette et testamente. I modsat fald arver jeres fælles børn og dine såkaldte særbørn efter 1. januar 2008 halvdelen af alt, hvad du efterlader dig, mens din ægtefælle arver den anden halvdel.

Da din ægtefælle kun har ret til at sidde i uskiftet bo med jeres fælles børn, står dine særbørn til at skulle have deres arv, når du dør. Du kan eventuelt vride arm på dine særbørn i et testamente, hvor du bestemmer, at de står på lige fod med jeres fælles børn, når den sidste af jer dør, hvis de giver samtykke til uskiftet bo. Men nægter de at give et sådant samtykke, skal de arve mindst muligt, dvs. udelukkende have deres tvangsarv.
Et testamente som det omtalte bevirker, at din ægtefælle arver 7/8 af dine værdier (typisk din halvdel af jeres samlede værdier, dvs. jeres fælleseje), mens jeres fælles børn og dine særbørn arver resten. Dog kan din ægtefælle vælge at sidde i uskiftet bo med arveandelen til jeres fælles børn, dvs. så det kun er særbørnene, der har krav på at få arven ved din død.

Juridisk set er der intet til hinder for, at dine særbørn på forhånd, dvs. allerede nu, kan give samtykke til uskiftet bo, og at I kan kvittere for deres samtykke ved at oprette et testamente, hvor alle børnene fx stilles lige, når den sidste af jer dør. Børnene skal dog være juridisk voksne, dvs. 18 år, før de kan underskrive et forhåndssamtykke til uskiftet bo.

Desuden kan du bruge testamentet til at sikre dine børn mod formuetab. Du har ret til at bestemme, at alt, hvad de arver efter dig, skal være deres særeje - i bedste fald kombinationssæreje (dvs. en blanding af skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje) - og dermed sikrer du, at dine børn ikke skal af med halvdelen af arven i tilfælde af separation eller skilsmisse.

Ønsker du at vide mere om, hvad du eventuelt kan bruge dit testamente til, kan du kontakte JuraEksperten og få skræddersyet dokumentet på baggrund af telefonsamtaler for 1.800 kr. inkl. moms eller på baggrund af en times personlig rådgivning i dit eget hjem for 2.400 kr. inkl. kørsel og moms (gælder dog kun hvis du bor i Århus, Odder, Skanderborg, Odense, Kerteminde eller på det nordlige Langeland).

designet af webdesigner.dk