-Må min ægtefælle åbne breve, der sendes til mig?
-Hvad kan jeg gøre, når min tidligere kæreste offentliggør vores brevveksling på Internet?
-En af mine kolleger bliver truet med afskedigelse, fordi han har sendt private e-mails i sin arbejdstid. Kan chefen lovligt læse hans e-mails?
Selv om de fleste danskere respektere, at breve kan indeholde meget private oplysninger, så er der undtagelser, og de afføder en jævn strøm af henvendelser til vores brevkasse “Juristerne svarer”. Henvendelser, som typisk rummer vrede og forargelse.
Når det gælder beskyttelsen af dine breve, så afhænger den til dels af, om brevene sendes til:
1) din private adresse.
2) din arbejdsplads.
3) eller din elektroniske adresse på din arbejdsplads.
Hvis breve sendes personligt til dig på din private adresse, vil det være et klart brud på brevhemmeligheden, hvis andre åbner dem. Det gælder også din kæreste eller ægtefælle. Forbrydelsen er allerede fuldbyrdet i det øjeblik, brevet bliver sprættet op, og det fremgår af straffelovens § 263 nr. 1, der fastslår følgende:
“Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet”.
Den omtalte paragraf giver mulighed for, at der kan være tilfælde, hvor et privat brev lovligt kan åbnes, idet reglen indeholder ordet “uberettiget”. Bliver et brev fx åbnet, mens en person ligger bevidstløs, dvs. for at varetage denne persons interesse, vil det ikke være et brud på brevhemmeligheden.
Ligeledes vil der være en række situationer, hvor et privat brev bliver åbnet ved en fejltagelse, og hvor den person, der åbnede brevet, ikke kan straffes. Det gælder fx i de tilfælde, hvor postbudet afleverer brevet på en forkert adresse, og hvor modtageren åbner det uden først at have læst, hvad der står på forsiden på kuverten. I denne situation har den pågældende ikke haft til hensigt at læse indholdet i et privat brev til en helt anden, og derfor kan vedkommende heller ikke straffes.
Kommer du af vanvare til at åbne en andens private post, skal du straks stoppe med at læse brevet, når du bliver klar over fejlen. Fortsætter du læsningen af ren nysgerrighed, kan du straffes efter sidste del i den citerede lovregel, dvs. “eller gør sig bekendt med indholdet”.
Straffeloven beskytter breve og andre lukkede meddelelser til dig, men ikke indholdet på et åbent postkort, som du fx netop har modtaget fra en bekendt, der er på ferie i udlandet.
Brevhemmeligheden gælder også mellem ægtefæller og samlevende, og en ægtefælle kan straffes for at åbne og læse sin kones eller mands breve.
Hvis breve sendes til dig på din arbejdsplads, vil det ligeledes være et klart brud på brevhemmeligheden, at din chef åbner dem. Men – og med stort: MEN – det forudsætter, at chefen kan se på kuverten, det er et “privat” eller “personligt” brev.
Bliver brevet sendt til virksomheden, men blot med et “Att.:…..(dit navn)”, har chefen ret til at åbne det. Her signalerer kuverten, at det er en henvendelse til firmaet – blot til en navngiven medarbejder – og at det er en sag, firmaet skal behandle.
Skulle et sådant brev imidlertid vise sig at være helt privat, skal din chef straks stoppe læsningen og give brevet videre til dig. Ellers kan chefen straffes for at have gjort sig “bekendt med indholdet”.
Brevhemmeligheden bliver derimod en lidt anden, når det gælder elektroniske breve, som du sender eller modtager på din arbejdsplads. Her kan din arbejdsgiver nemlig opstille regler, så alle elektroniske breve automatisk bliver gemt i kopi, lige som arbejdsgiveren kan forbyde dig at sende eller modtage private e-mails på firmaets elektroniske brevpapir.
Din chef kan med andre ord registrere, hvad du modtager eller sender af private e-mails, men han må ikke gøre sig bekendt med indholdet. Det har Datatilsynet slået fast.
Hvis din arbejdsgiver ønsker at gemme en kopi af dine elektroniske breve, skal du “på forhånd på en klar og utvetydig måde være informeret om sikkerhedskopieringen og den eventuelle gennemgang af den enkelte medarbejders e-post” – for nu at citere Datatilsynet.
Du risikerer at blive afskediget – måske endda bortvist med det samme – hvis du overtræder firmaets regler og bruger arbejdstiden på at skrive private e-mails. Der har blandt andet været en sag, hvor fire kontorassistenter blev fyret på dette grundlag.
Straffen for at bryde brevhemmeligheden kan blive ganske voldsom, hvis det sker for at skaffe sig erhvervshemmeligheder, fx ved at hacke sig ind i virksomhedernes elektroniske systemer. Det fremgår af straffelovens § 263 stk.3:
“Begås de… nævnte forhold med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år”.
—
Jeg udformer dit eller jeres testamente på baggrund af grundig individuel rådgivning for KUN 1.800 kr. inklusiv moms:
www.DitTestamente.dk
Hvis du ønsker at købe dit testamente et andet sted, så læs forinden denne advarsel:
PAS PÅ nogle testamentetilbud