-Skal jeg oplyse mit navn og min adresse til en skovejer, fordi jeg samler svampe?
-Må jeg plukke hyldebær i hegn og skove?
-Gælder der regler for at samle agern og bog i en skov?
Selv om de fleste af os opfatter naturen, som noget, der tilhører os alle sammen, så er det en sandhed med juridiske reguleringer. Dansk lovgivning indeholder nemlig meget detaljerede regler om:
1) Færdsel i naturen.
2) Indsamling og plukning af nødder, bær, svampe m.v. i naturen.
Hvis du vil nyde årstidernes skiftende farver ude i det fri, kan du færdes til fods i skove, langs strandbredder, i klitfredede områder, på udyrkede arealer, fx udyrkede marker, samt stier og veje, medmindre adgang forbydes ved lovlig skiltning på stederne.
Hvor du må "færdsel til fods", har du tillige ret til at "at anvende kørestole, herunder el-kørestole, og trække cykler, barnevogne o lign".
Lov om naturbeskyttelse giver dig en række rettigheder til at færdes på arealer, som andre ejer, men den indeholder også begrænsninger, som du skal være opmærksom på. Der gælder fx følgende regler om din færdsel på en kyststrækning:
"Strandbredder og andre kyststrækninger mellem daglig lavvandslinie og den sammenhængende landvegetation er åbne for færdsel til fods, kortvarigt ophold og badning. Adgang sker på eget ansvar. Det er tilladt kortvarigt at have en båd uden motor liggende på strandbredden. I perioden 1. april-30. september skal hunde føres i snor.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 omfatter ikke arealer, der inden den 1. januar 1916 er udlagt som have eller inddraget under en erhvervsvirksomhed, der drives på ejendommen. Det samme gælder forsvarsanlæg og havneanlæg.
Stk. 3. Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres.
Stk. 4. På privatejede strandbredder og kyststrækninger må ophold og badning ikke finde sted inden for 50 m fra beboelsesbygninger".
På tilsvarende måde har du ret til at færdes i skove, og her reguleres dine rettigheder efter følgende bestemmelse:
"Skove er åbne for færdsel til fods og på cykel samt for ophold, hvis der er lovlig adgang dertil. Det gælder dog ikke for skovarealer, der er afmærket som militære anlæg. Adgang sker på eget ansvar. Hunde skal føres i snor.
Stk. 2. Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres. Der må ikke opsættes usædvanlige hegn omkring skove.
Stk. 3. Ejeren kan forbyde adgang på dage, hvor der holdes jagt, eller i områder, hvor der foregår intensivt skovningsarbejde.
Stk. 4. Enhver, der færdes i skoven på anden måde end tilladt, har pligt til at oplyse navn og bopæl på forlangende af skovejeren eller dennes repræsentant.
Stk. 5. I privatejede skove må færdsel til fods kun ske ad stier og anlagte veje og færdsel på cykel kun ad befæstede stier og anlagte veje. Der er kun adgang fra kl 7 til solnedgang, og ophold må ikke finde sted inden for 150 m fra beboelses- og driftsbygninger. Ejeren af privatejede skove på mindre end 5 ha kan dog ved skiltning efter bestemmelserne i mark- og vejfredslovens § 17 fastsætte indskrænkninger i offentlighedens adgang".
Når du er ude i det fri, kan du forsyne dig fra naturens spisekammer, for du har i "begrænset omfang" ret til at indsamle nødder, bær, svampe, frø og kogler, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav mv. "til privat brug". Kogler må dog kun tages fra skovbunden, mens "grene og kviste ikke må indsamles i bevoksninger, hvor der oparbejdes pyntegrønt" – for nu at citere den sidste del af reglen.
Det skal understreges, at den omtalte bestemmelse om bær, svampe osv. kun gælder for arealer, der ejes af "staten, kommuner og folkekirken". I private skove er indsamling og plukning kun tilladt i det omfang, at det kan ske fra eksisterende veje og stier i skovene.
Ligeledes er der andre begrænsninger, når du ønsker at høste lidt af naturens udbytte i de private skove. Her må du fx kun plukke så mange nødder, som du spiser på stedet, og du må ikke samle agern og bog, da de måske skal bruges til at forsyne skoven med nye træer.
Skulle du få lyst til at gå på skattejagt med en metaldetektor – måske i håb om at kunne spore nogle oldsager af ædelt metal i den danske muld – gør du klogt i at indhente grundejerens tilladelse. Det er nemlig en af de mange ting, der direkte er forbudt i lovgivningen på dette område.
Du må heller ikke "fiske i søer, damme og vandløb", "fjerne brænde og kvas", "opstille telte", "drive handel" eller "udvise støjende adfærd, herunder benytte radioer og andre musikapparater, højtalere, musikinstrumenter og lignende på støjende måde".
Endelig gælder følgende regel, som der også er bødestraf for at overtræde:
"Alle, der færdes i naturen, skal rette sig efter de anvisninger, der gives dem af ejeren eller dennes repræsentant eller som fremgår af skiltning eller på anden måde".
Denne artikel er lagt ud på JuraEksperten.dk som ren forbrugeroplysning.