Kan det være rigtigt, at min søster ikke arver noget, når hun har boets sammen med en mand i 17 år?
Jeg stiller spørgsmålet, fordi min søster blev enke for tre uger siden, og nu har hun fået oplyst, at hendes søn på otte år får arven, pensionen og livsforsikringen efter sin far.
Min søster opgav sit job, da hun blev mor, og siden har hun passet hjemmet. Derfor står hun i en meget vanskelig situation, hvis sønnen får det hele.
En lang række personer kan bevidne, at min søster og hendes mand levede i et godt forhold, hvor de ville hinanden det bedste.
Er der ingen mulighed for at fortolke reglerne på en anden måde?
Min søster må låne sig frem, for hus, bil og opsparing står i mandens navn.
“J.K.”
Svar:
JA! og NEJ!
Selv om din søsters samliv har lignet et ægteskab til forveksling, så arver hun kun, hvis hendes mand har begunstiget hende i et testamente. Der opstår ingen automatisk arveret i et forhold uden vielsesattest, og det gælder, uanset om forholdet har varet i 10, 20 eller for den sags skyld i 100 år.
Ligeledes bliver det din søsters søn, der får livsforsikringen og de midler, der måtte være opsparet på rate- og kapitalpensioner, når hendes samlever ikke har indsat hende til at få midlerne fra disse ordninger. I den situation går beløbene nemlig til barnet, og de bliver – på samme måde som arven – bundet, indtil drengen fylder 18 år.
Juridisk set er der ingen mulighed for at “fortolke reglerne på en anden måde”, for i et såkaldt papirløst forhold er det op til parterne at sikre sig selv og hinanden, fx ved at oprette testamente og indsætte hinanden som begunstiget i livsforsikringer og pensionsordninger.
Når din søster og hendes samlever har undladt at oprette sådanne dokumenter, står hun desværre i en meget vanskelig situation, som hun kan drøfte med socialforvaltningen. Desuden kan din søster som enlig forsørger få børnetilskud, og det bør hun straks ansøge om.
J.G./E.F.