Jeg lever i et godt ægteskab, hvor min mand er eneforsørger, mens jeg passer hjemmet. Men der er et område, hvor min mand holder kortene tæt til kroppen. Det gælder hans indtægter som selvstændig erhvervsdrivende. Her får jeg svaret, at han tjener nok, og at jeg ikke har grund til bekymring.
Økonomisk har jeg ingen grund til at klage, og alle vores regninger bliver betalt til tiden. Men det plager mig, at jeg ikke ved noget om min mands pengesager.
Kan man som ægtefælle forlange at få oplysninger om den anden parts indtægtsforhold?
“S.L.”
Svar:
BÅDE-OG!
Du kan ikke forlange, at din mand skal give dig oplysninger om sine indtægts- og formueforhold. Men du kan få oplysningerne på en anden måde, for du har ret til at se hans selvangivelser og årsopgørelser hos skattevæsenet. Det fremgår af § 18 i lov om skatteforvaltning, der bestemmer følgende:
“Ægtefæller og forhenværende ægtefæller har hver især ret til ved henvendelse til told- og skatteforvaltningen at få oplyst indholdet af den anden ægtefælles selvangivelse og ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende”.
Du kan roligt bede skattekontoret give dig de omtalte oplysninger. Skattevæsenet må ikke fortælle din mand, at du har fået indsigt i hans selvangivelser.
J.G./E.F.