Min søster og jeg er enlige, og vi har begge hus og bil. Vi har tre halvsøskende, som vi ingen kontakt har med, og som under ingen omstændigheder skal kunne arve nogle af vores værdier.
Kan I oplyse, hvordan lovens regler er i et sådant tilfælde?
"H.B."
Svar:
JA!
Hvis du og din søster hverken efterlader jer ægtefæller eller børn, bliver det jeres forældre, der arver jeres værdier. Er jeres forældre døde forinden, går arven videre til deres børn og dermed til jeres halvsøskende.
I kan imidlertid fuldstændig frit bestemme, hvem der skal arve jeres værdier, når I ikke har ægtefæller og børn. Det skal blot gøres i et testamente, som oprettes i overensstemmelse med arvelovens krav.
Vi anbefaler altid, at man opretter et testamente, som man underskriver foran en medarbejder i skifteretten, dvs. et såkaldt notartestamente. Dette dokument giver den største sikkerhed for, at jeres testamentariske ønsker bliver opfyldt.
Du og din søster kan være helt sikre på, at jeres halvsøskende ikke får arv efter jer, hvis I begunstiger andre, fx venner og velgørende institutioner, i et testamente.
Skulle I senere få samlevere eller ægtefæller, kan I tilbagekalde jeres testamenter og opretter nye med helt andre vilkår.
J.G./E.F.