Kan I oplyse, hvor meget min datter kan komme til at arve efter mig, hvis jeg begrænser min søn til det mindst mulige?
Jeg er enlig, og jeg har hverken set min søn eller hans to børn de seneste fem år. Han har en meget bestemmende kone, som er raget uklar med det meste af min familie, og som forbyder ham at besøge mig.
Derimod har jeg et ualmindeligt godt forhold til min datter og hendes familie.
Kan jeg på anden vis giver min datter nogle fordele?
"B.S."
Svar:
To gange JA!
Du kan oprette et testamente, hvor du bestemmer, at din datter skal arve mest muligt efter dig, mens din søn skal arve mindst muligt efter dig i henhold til den til enhver tid gældende arvelov her i landet.
En sådan bestemmelse medfører, at din datter står til at arve 7/8 af værdierne i dit dødsbo, mens din søn får 1/8 som sin tvangsarv.
Desuden kan du efter den nye arvelov bestemme, at din søn skal have sin arv udlagt kontant, lige som du – hvis du er meget velhavende – kan begrænse hans tvangsarv til 1 mio. kr. Også selv om millionen kun udgør en meget lille brøkdel, fx 1/50 af værdierne i dødsboet.
Hvis du med dit sidste spørgsmål tænker på fordele i levende live, har du ubegrænsede muligheder. Når du er enlig og ikke sidder i uskiftet bo med dine børn, har du ret til at forfordele dem alt det, du ønsker. Du kan fx give din datter lige så store gaver, som du vil, uden din søn får noget, og uden han kan blande sig i det.
J.G./E.F.