Min søster og jeg er begge enlige, og vi bor i det hus, som vi har arvet efter vores forældre. Vi er klar over, at vi kommer til at arve hinanden, men vi har hørt, at vi som søskende skal betale næsten 40 procent i arveafgift.
Er det rigtigt?
Er der noget, som vi kan gøre for at afgiften bliver mindre?
”H. Ø.”
Svar:
BÅDE-OG! og NEJ!
Når det gælder arv mellem to søskende er udgangspunktet ganske rigtigt, at der skal betales op til 36,25 % i boafgift (tidligere kaldet for arveafgift). Men det gælder ikke i jeres situation, for der er følgende undtagelse i loven:
”Personer der har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste 2 år før dødsfaldet, og personer, der tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl er ophørt alene på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig…”.
Reglen gælder ikke kun for samlevende, men også for søskende, der bor sammen. Derfor skal der kun betales 15 % i afgift af den arv, som den længstlevende af jer måtte få efter førstafdøde, og vel at mærke kun 15 % i afgift af den del af arven, der overstiger bundfradraget, som er på 282.600 kr. i 2017.
Den lavere afgift forudsætter, at du og din søster fortsætter med at bo sammen, indtil en af jer flytter på plejehjem, eller indtil en af jer dør.
J.G./E.F.