Vi har to børn, hvoraf det ene – vores søn – desværre er stærkt forgældet. Derfor har vi aftalt, at han skal give afkald på arv efter os, da vi ikke ønsker, at vores værdier skal havne hos hans kreditorer.
Skal et sådant arveafkald stå i et testamente?
Da vores søn ikke har børn, bliver det i stedet vores datter, der kommer til at arve alt efter os.
Kan hun give sin bror noget af arven, efter hun har fået den?
Vi håber selvfølgelig, at vores søn slipper ud af sin gæld, for vi vil helst, at vores to børn kommer til at dele vores værdier.
”M.A.”
Svar:
To gange TJA!
Et arveafkald kan godt stå i et testamente, men det er næppe en god løsning. Hvis jeg søn kommer økonomisk på fode, skal testamentet tilbagekaldes for at få annulleret arvekaldet, og er den ene af jer afgået ved døden på det tidspunkt, kan den pågældende ikke længere annullere sin del af afkaldet.
I stedet kan arveafkaldet fremgå af et selvstændigt dokument, som I og jeres søn har et originalt dateret og underskrevet eksemplar af. Og hvis jeres søn kommer økonomisk på fode, står det dig og din ægtefælle frit at annullere arveafkaldet ved at rive dokumentet i stykker. Jeres søn kan derimod ikke selv tilbagekalde sit arveafkald.
Da søskende ikke kan give hinanden afgiftsfri gaver – bortset fra lejlighedsgaver af mindre værdi til fx fødselsdage – bliver det relativt dyrt, hvis jeres datter forærer sin bror noget af arven. Han skal nemlig betale indkomstskat af pengegaver fra sin søster.
J.G./E.F.