Jeg har ikke haft kontakt med min biologiske far, siden mine forældre blev skilt, da jeg var fem år gammel. Dog har jeg via noget familie vidst, hvor i landet han boede, og at han og hans nye kone havde et sommerhus, som de var meget glade for.
For nylig fik jeg gennem den omtalte del af familien at vide, at min biologiske far var død, for der havde været en dødsannonce i avisen. Derfor kontakte jeg skifteretten, som meddelte, at min fars enke var indkaldt til et møde, hvor hun skulle redegøre for afdødes forhold.
Jeg spurgte, om jeg automatisk ville få kendskab til, hvad der ville ske med dødsboet. Men det ville jeg ikke. I stedet var jeg velkommen til at ringe for at spørge ind til sagen.
Nu har igen været i kontakt med skifteretten, der kunne meddele, at enken har meddelt, at der bliver indsendt papirer om boudlæg. Jeg spurgte ind til parrets økonomi, men fik den besked, at skifteretten ikke har ret til at kigge i enkens skattemappe.
Sluttelig spurgte jeg, om jeg automatisk ville få noget tilsendt, når min fars enke har indsendt papirer. Men igen var svaret negativt. Jeg var i stedet velkommen til igen at ringe for at spørge ind til sagen.
Kan det være rigtigt?
Skifteretten ved ikke noget om et eventuelt sommerhus og medarbejderen siger, at det ”kan jo stå i enkens navn”.
Kan I give mig et godt råd?
Jeg har ingen mulighed for at vide, om enken indsender rigtige oplysninger til skifteretten.
”L.W.”
Svar:
TJA! og JA!
Når skifteretten kender din eksistens, bør skifteretten efter vores vurdering være mere villig til at videregive oplysninger til dig, da du er tvangsarving i din fars dødsbo.
Det er ganske enkelt noget vrøvl, at en eventuel friværdi i sommerhuset ikke skal indgå i beregningen af din fars dødsbo, såfremt huset står i enkens navn. Har der været fælleseje i din fars ægteskab, skal halvdelen af friværdien indgå i hans dødsbo, og skifteretten bør på nuværende tidspunkt have undersøgt, om der er tinglyst en ægtepagt med din far som den ene part. I modsat fald har der været fælleseje i ægteskabet, og så er det i princippet ligegyldigt, om et eventuelt sommerhus står i enkens navn.
Hvis du vil være sikker på at få de rigtige oplysninger, kan du skrive til skifteretten, at du ønsker at få en autoriseret bobestyrer til at behandle boet efter din far. Det kan du kræve, når du er tvangsarving, og på den måde bliver det en uvildig advokat, der skal fremskaffe de korrekte oplysninger om din fars og enkens økonomi.
Du behøver ikke at frygte for regningen ved at kræve en autoriseret bobestyrer. Det bliver nemlig ikke dig, men derimod din fars dødsbo eller det offentlige, der skal betale regningen.
J.G./E.F.