I de seneste 14 år har vi været gift, og vi har hver især børn fra vores tidligere forhold, men ingen sammen. Min kone har to piger, mens jeg har en søn.
Da vi ønsker at sikre hinanden bedst muligt, har vi fået udformet tre erklæringer, hvor børnene her og nu giver tilladelse til, at den længstlevende af os kan sidde i uskiftet bo. Desuden har vi et udkast til et testamente, som stiller vore tre børn lige, når den sidste af os dør.
Min kones to døtre har skrevet under på den omtalte erklæring, men min søn nægter at gøre det. Han anser fordelingen for uretfærdig og mener, at han skal arve halvdelen af vores værdier.
Sagen har desværre udviklet sig på en sådan måde, at vi hverken ser eller taler med min søn. Derfor overvejer vi at få lavet et nyt testamente, hvor min kones to døtre kommer til at arve mest muligt, når den sidste af os dør.
Kan I oplyse, hvor meget de kan komme til at arve af vores samlede værdier?
Kan vi eventuelt gøre min søn helt arveløs?
"H.J.M."
Svar:
JA! og MÅSKE!
I kan oprette et testamente, som sikrer, at din kones to piger kommer til at arve 15/16 af jeres samlede værdier, hvis du dør først, og 7/8 af jeres samlede værdier, såfremt din kone dør først, eller hvis I dør samtidigt, fx omkommer ved et trafikuheld.
Når brøkerne bliver forskellige, hænger det sammen med, at du efterlader dig to tvangsarvinger – din kone og din søn – såfremt du dør først, mens du som længstlevende eller ved samtidig død kun efterlader dig en tvangsarving, dvs. din søn.
I testamentet kan I sikre, at din kone sidder tilbage med 15/16 af alle jeres værdier, hvis du dør først, mens du kan overtage det hele og sidde i uskiftet bo med din kones to piger, såfremt din kone dør først. Og det kan du, fordi din kones to piger allerede nu har givet deres samtykke til uskiftet bo.
Hvis I vil sikre hinanden bedst muligt, som du skriver, kan I kun forhindre din søn i at få arv, såfremt du dør først, og alle værdier i den situation bliver din kones fuldstændige særeje. Et sådant arrangement kræver ægtepagt, og det vil stille dig særdeles dårligt i tilfælde af en separation og skilsmisse.
J.G./E.F.