Jeg fik for syv år siden en advokat til at skrive et testamente, så mine to børn får deres arv som skilsmissesæreje. Men jeg kan nu se, at mine børn sidder så godt i det, at de ikke kommer til at mangle noget. Derfor vil jeg lave en tilføjelse, så mine børnebørn får del i arven efter mig.
Kan I oplyse, hvordan jeg nemmest og billigst gør det?
”J.N.”
Svar:
TJA!
Vi kan oplyse, hvordan du gør det, men du må selv finde ud af, hvor det kan gøres billigst, da der er meget forskellige priser på udformning af såvel tillægstestamenter som testamenter.
Du har med stor sandsynlighed oprettet et testamente, som du har underskrevet foran en medarbejder i skifteretten, dvs. en notar. Derfor vil det mest enkle være at oprette et nyt og lignende notartestamente, der indledes med at tilbagekalde dit nuværende testamente.
Når du opretter dit nye testamente, skal der betales et gebyr på 300 kr. hos notaren, og hvis du skal have hjælp til at udforme dokumentet, skal du betale salæret til den pågældende advokat eller jurist.
Du kan eventuelt ringe til de forskellige udbydere af testamenter for at høre, hvad de tager i salær for at udforme dit nye testamente.
J.G./E.F.