Vi har en svigersøn, som ved første møde virker meget charmerende, men som ved nærmere bekendtskab har vist sig at være en lystløgner og en ludoman. Han spiller poker på nettet, Lotto og sikkert en masse, som vi ikke ved noget om.
På grund af hans sløsede og letsindige omgang med penge, har vi foreløbig måttet hjælpe vores datter med knap 200.000 kr.
Vi er bange for, at når vores datter engang får arv efter os, så skal den bruges til at dække svigersønnens spillegæld. Derfor har vi forsøgt at undersøge, hvordan vi kan forhindre, at det går sådan. Og her har vi fundet ud af, at det ikke hjælper at gøre arven til vores datters fuldstændige særeje.
Vores datter har to børn, men de er kun fire og seks år, så det vil være en fordel for dem, at det bliver deres mor – og dermed vores datter – der får arven efter os. Men kun hvis hun bliver skilt fra sin ægtefælle.
Kan I komme med et forslag til, hvad vi kan gøre?
Vores datter vil ikke erkende, at hendes mand er ludoman, og at man ikke kan stole på ham.
”S.E.”
Svar:
MÅSKE!
Det hjælper ganske rigtigt ikke noget at gøre arven til jeres datters fuldstændige særeje. Uanset formuetype vil hun fortsat kunne bruge arven til at betale sin mands spillegæld.
At det måske alligevel kan være en god idé at gøre arven til særeje, er en anden sag, som vi lader ligge i denne sammenhæng.
Hvis vi skal komme med ”et forslag”, kan det være at oprette et testamente, hvor I fx bestemmer følgende:
”Hvis vores datter fortsat er gift med… (jeres svigersøn), når den længstlevende af os dør, skal hendes to børn til lige deling arve mest muligt efter os i henhold til den til enhver tid gældende arvelovgivning”.
”Er vores datter derimod ikke længere er gift med.. (jeres svigersøn)., skal vores datter arve alt, hvad vi efterlader os…”.
Da I bør medtage en række andre vilkår i jeres testamente, vil vi anbefale, at I får en ekspert i familie- og arveret til at udforme det.
J.G./E.F.