Min mor har i mange år boet sammen med en mand, der har været som en far for mig. Nu er min mor alvorligt syg, og jeg har talt med hende om, at hun bør sikre sin mand. Men det mener hun ikke er nødvendigt. Det er efter hendes mening noget, som jeg og hendes mand kan finde ud af sammen.
Kan jeg give afkald på noget af arven til fordel for min mors mand?
Kan I oplyse, hvad vi skal gøre?
Kommer min mors samlever til at betale en stor arveafgift?
”C.B.”
Svar:
NEJ!, JA og NEJ!
Din mors samlever får ingen arv efter din mor, selv om du giver helt eller delvist afkald på arv. I stedet bliver det dine børn, din mors søskende eller fjernere slægtninge, der får den arv, som du har givet afkald på.
Der er kun én brugbar juridisk løsning. Nemlig at din mor opretter et testamente, hvor hun begunstiger sin samlever. Ellers arver han intet.
Din mors samlever kommer ikke til at betale en høj boafgift – tidligere kaldet for arveafgift. Når han og din mor har boet sammen i mere end to år på en fælles adresse, så slipper han med samme afgift, som du skal betale. I begge tilfælde udgør afgiften 15 %, men efter et bundfradrag i boet på 264.100 kr., som der ikke skal betales afgift af.
Din mors samlever kan få en økonomisk fordel ved at indgå ægteskab med din mor. En efterlevende ægtefælle skal nemlig ikke betale noget i afgift af den arv, som vedkommende modtager efter sin afdøde ægtefælle. Men det skal en efterlevende samlever.
J.G./E.F.