Efter min mand døde og af en blodprop, har jeg i flere uger ventet på at blive indkaldt til et møde i skifteretten. Men der sker ikke noget.
Er der en frist, som skifteretten skal overholde?
Min mand og jeg har ingen børn, men han har en datter fra sit første ægteskab. Jeg har det godt med min mands datter, og hun er indstillet på, at vi selv kan ordne boet efter min mand.
Men hun siger, at jeg ikke automatisk kan overtage det boliglån, som min mand har optaget i vores hus.
Er det rigtigt?
Gælder det samme hvad angår de ejendomsskatter, som kommunen har betalt for os, efter vi blev pensionister?
"G.S."
Svar:
BÅDE-OG!, JA! og NEJ!
Der gælder ikke en absolut frist, fx på to eller tre uger, for skifteretten, når den skal indkalde arvinger til et møde efter et dødsfald. I stedet bestemmer loven følgende:
"Skifteretten indkalder snarest muligt efter modtagelsen af anmeldelsen af dødsfaldet den eller dem, der efter det oplyste er den afdødes nærmeste pårørende, til et møde, hvor der tages stilling til boets behandlingsmåde".
Da nogle skifteretter har meget travlt, kan der udmærket gå op til et par måneder, før du bliver indkaldt til det pågældende møde. Men hvis du selv har styr på, hvad der kræves ved et privat skifte, kan du springe køen over ved at udfylde de nødvendige papirer og aflevere dem til skifteretten.
Din mands datter har ret i, at du ikke kan være sikker på, at banken eller kreditforeningen vil godkende dig som skyldner på det boliglån, som din mand har optaget i huset. Derfor skal du henvende dig til långiveren for at få en afklaring på, om det kan lade sig gøre.
Til gengæld kan kommunen ikke kræve de indefrosne ejendomsskatter betalt, fordi du arver huset efter din ægtefælle.
J.G./E.F.