For en del år siden skrev min farbror et testamente, hvor han indsatte min mor til at arve alt, fordi han var ungkarl og ikke havde børn. Hans naboer skrev under på testamentet, som han senere viste min mor.
Nu er min farbror afgået ved døden i en alder af 87 år, men vi har ikke kunnet finde hans testamente. Til gengæld lever naboerne stadig, og de kan begge bekræfte, hvad min farbror skrev i sit testamente.
Kan min mor få arven, når testamentet er væk?
"L.F."
Svar:
NEJ!
Et af de store problemer ved at oprette et vidnetestamente er netop den situation, som du beskriver. Hvis et vidnetestamente bliver væk, så er der ikke længere noget testamente. Derfor anbefaler vi altid, at folk skal oprette et testamente, som de underskriver foran en notar. På den måde kan de sikre, at skifteretten gemmer en kopi, der har samme gyldighed som det originale testamente. Og derved kan de være sikre på, at deres testamentariske ønsker bliver opfyldt, selv om deres originale testamente skulle blive væk.
Selv om din farbrors naboer kan bekræfte, at der blev oprettet et vidnetestamente, hvor din mor blev indsat som arving, hjælper det ikke. Din farbrors vidnetestamente skal kunne fremlægges i skifteretten, før din mor kan få arven.
Til gengæld ender du tilsyneladende med at få arv efter din farbror. Nemlig hvis din far er afgået ved døden, for efter arvelovens regler bliver arven efter din farbror fordelt mellem hans forældre. Men når de er døde forinden, bliver arven i stedet fordelt mellem din farbror søskende. Og hvis en søskende, fx din far, er afgået ved døden forinden, går arveandelen videre til den pågældendes børn.
J.G./E.F.