Som to pensionister, der gerne vil flytte sammen, har vi det problem, at vi bliver straffet på pengepungen, hvis vi rent faktisk gør det. Et sådant samliv vil reducere vores personlige tillæg ganske meget.
Jeg har den idé, at hvis den ene af os lejer et værelse hos den anden, så er vi ikke samlevende, og dermed beholder vi hver især vort personlige tillæg som reelt enlige.
Er det korrekt?
Kan vi, hvis den ene bor til leje hos den anden, oprette et gensidigt testamente, uden det offentlige får kendskab til, at vi rent faktisk bor sammen?
“D.A.”
Svar:
NEJ! og JA!
Hvis du og din bekendt giver fejlagtige oplysninger til det offentlige for at bevare jeres personlige tillæg til folkepensionen, så begår I socialt bedrageri og kan straffes for det.
Det ændrer intet i denne sammenhæng, at I formelt set indgår en lejeaftale, når forholdet reelt er et andet. Derfor kan vi på ingen måde anbefale, at I gør din idé til virkelighed.
I kan oprette et gensidigt testamente, uanset om I har hver jeres adresse, denne ene af jer bor til leje hos den anden, eller I lever sammen på en fælles adresse. Men glem alt din plan med, at den ene af jer på papiret skal bo til leje hos den anden. Det er og forbliver socialt bedrageri.
J.G./E.F.