Min mand og jeg har boet sammen i 14 år uden at være gift, for det synes min mand er for borgerligt.
Vi har to børn, og vi ejer stort set alt sammen, fx hus og bil, lige som vi har oprettet testamente samt indsat hinanden i livsforsikringer og pensionsordninger. Desuden har vi læst om den nye arvelov og agter derfor at oprette et udvidet samlevertestamente, så den længstlevende af os kan arve lige så meget som en ægtefælle.
Kan I give mig nogle gode juridiske grunde til, at min mand bør ændre holdning og indgå ægteskab?
Min mand vil mig det bedste, men han har sine egne faste holdninger.
“J.A.R.”
Svar:
JA!
Juridisk og økonomisk kan vi give dig – eller måske rettere din mand – mange gode grunde til at indgå ægteskab i stedet for at forblive i et samlivsforhold, hvis din mand vil dig “det bedste”. Men da vi ikke kender jeres konkrete forhold, vil vi nøjes med at pege på to væsentlige forskelle.
1) Når den ene af jer dør, skal vedkommendes værdier gøres op og skiftes, så jeres børn får deres arv. Samlevende har ikke mulighed for at overtage det hele og sidde i uskiftet bo med fælles børn. Denne ret gælder kun for den efterlevende ægtefælle (såfremt der har været fælleseje eller skilsmissesæreje i ægteskabet, og såfremt der er tale om fælles børn).
2) Når den ene af jer dør, skal der betales boafgift. Det skal en efterlevende ægtefælle ikke.
Lad os eksempelvis sige, at din mand dør og efterlader sig værdier for 1,6 mio. kr. Heraf kan du komme til at arve 7/8 med et udvidet samlevertestamente, dvs. 1,4 mio. kr., mens jeres to børn hver især arver 100.000 kr.
Efter et bundfradrag (255.400 kr. i 2008) skal der betales 15 procent i afgift, og denne afgift vil i det omtalte eksempel være ensbetydende med en udgift på godt 200.000 kr.
Hvis du i stedet var gift, skulle der ikke betales noget i boafgift, og du ville kunne overtage alle værdierne, dvs. 1,6 mio. kr., og sidde i uskiftet bo med jeres to børn.
Sammenlagt vil din situation i det omtalte eksempel kunne forbedres med ca. 400.000 kr., hvis du får din samlever til at skifte synspunkt og indgå ægteskab.
Du kan eventuelt spørge ham, hvor meget, han skal tjene ekstra på sit arbejde, før han har netto 400.000 kr. mere i hånden. Det rigtige svar nærmer sig en mio. kr.
J.G./E.F.