I jeres brevkasse har jeg på et tidspunkt læst, at der kan laves et dokument, så min kone kan sælge huset, hvis jeg skulle blive dement eller på anden måde ikke selv er i stand til at gøre det. Men kan der også laves et dokument, så vores børn kan sælge huset, hvis den længstlevende af os skulle ende på samme måde?
”H.H.”
Svar:
JA!
I begge situationer kan der udstedes en fuldmagt, som giver en eller flere personer, fx ens ægtefælle eller ens børn, ret til at sælge boligen. Det kan med fordel udformes som en såkaldt generalfuldmagt, der giver en anden person – eller flere personer i forening – fuldmagt til at foretage enhver retlig handling på udstederens vegne.
Hvis du og din kone har været gift i mange år og er kommet pænt op i alderen, er det klogt at udstede en generalfuldmagt til hinanden. På den måde sikrer I jer, at der kan handles, selv om den ene af jer skulle blive ude af stand til det, fx fordi vedkommende bliver ramt af en blodprop, Alzheimers eller demens.
Når kun den ene af jer er tilbage, kan vedkommende udstede en fuldmagt til jeres børn, fx så de i forening kan handle på længstlevendes vegne.
Undlader I at oprette generalfuldmagter, vil det være nødvendigt, at der etableres værgemål for den af jer, der fornuftsmæssigt måtte bliver ude af stand til at handle selv.
Man må aldrig udstede en generalfuldmagt til en person, som man ikke har fuld tillid til, da det er et særdeles magtfuldt dokument.
J.G./E.F.