En af mine kolleger og jeg begynder om få år at hæve vores tjenestemandspensioner, efter vi har arbejdet på den samme skole i næsten 30 år. Vi er begge singler, og ingen af os har været gift, og ingen af os har børn.
På det seneste har vi talt om, at det offentlige bliver den økonomiske vinder, hvis en af os dør kort tid efter, at vi hæver vores tjenestemandspension, når vi ikke har en efterlevende ægtefælle. Derfor har vi overvejet at gifte os, selv om vi vil fortsætte med at bo hver for sig, og selv om vi på ingen måde ønsker at blande vores økonomier.
Kan I oplyse, hvordan vi kan sikre hinanden ægtefællepension, men fortsat være lige så økonomisk uafhængige som hidtil?
”L.L.”
Svar:
JA!
I kan opnå det ønskede resultat ved at gøre følgende:
1) Opret en ægtepagt hvor alt, hvad I hver især ejer og fremover erhverver, er jeres fuldstændige særeje.
2) Opret et testamente hvor I gensidigt giver afkald på arv efter hinanden, men hvor det understreges, at afkaldet ikke gælder pensionsmæssige ydelser efter tjenestemandslovgivningen.
3) Indgå ægteskab og forbliv boende på hver jeres adresse.
Hvis ægteskabet er indgået, inden I fylder 65 år, og hvis dødsfaldet tidligst sker tre måneder senere, så står den længstlevende af jer til at få en livsvarig ægtefællepension efter førstafdøde.
Undlader I at gifte jer, så slipper det offentlige for at udbetale ægtefællepensionen, og dermed får det offentlige ganske rigtigt en besparelse.
J.G./E.F.