Min far er afgået ved døden efter længere tids sygdom, og jeg står til at arve det hele.
Da jeg har boet sammen med min halvbror det meste af min ungdom, havde min far og jeg aftalt, at min halvbror skulle arve på lige fod med mig. Men min far fik ikke oprettet et testamente.
Kan jeg give afkald på halvdelen af arven til fordel for min halvbror?
Er der andre løsninger?
Jeg kan tilføje, at dødsboet indeholder værdier for cirka 400.000 kr.
"K.B."
Svar:
NEJ! og JA!
Du kan ikke dirigere halvdelen af arven til din halvbror ved at give et delvist arveafkald. Det vil blot medføre, at halvdelen af arven går til andre af din fars legale arvinger, fx hans søskende.
I stedet kan du tage imod hele arven for derefter at forære din halvbror halvdelen af den. Men – og med stort: MEN – det vil afgiftsmæssigt være en særdeles dårlig idé. I første ombæring skal der betales boafgift af den arv, som du modtager, og når du efterfølgende forærer halvdelen til din halvbror, skal han betale fuld indkomstskat af beløbet.
Hvis du arver 400.000 kr., udgør boafgiften godt 20.000 kr., og forærer du halvdelen af resten, dvs. 190.000 kr. til din halvbror, kommer han til at betale omkring 100.000 kr. i skat af beløbet.
J.G./E.F.