Vi har tre børn, hvoraf det ene har boet hele sit liv på en døgninstitution, fordi det har en alvorlig hjerneskade og er multihandicappet. Rent mentalt er denne datter desværre som et toårigt barn, selv om hun er 34 år gammel.
Da penge ikke kan forbedre vores datters situation, ønsker vi, at det bliver vores to andre børn, der arver alt efter os.
Kan det lade sig gøre?
Hvis det ikke er muligt, kan vi så bestemme, hvad pigens arv skal bruges til, dvs. så den ikke blot kommer til at reducere hendes ydelser fra det offentlige?
”S.N.”
Svar:
To gange NEJ!
I kan oprette et testamente, hvor I begrænse arven til jeres handicappede datter til det mindst mulige, dvs. den såkaldte tvangsarv, og hvor I bestemmer, at jeres to andre børn skal arve resten til lige deling.
Et sådant testamente bevirker, at jeres handicappede datter kommer til at arve 1/12 af værdierne i fællesboet, når den længstlevende af jer dør.
I kan ikke opstille særlige vilkår for tvangsarven til jeres voksne og handicappede datter, fx at den skal øremærkes til bestemte formål.
J.G./E.F.