Mine forældre blev skilt, da jeg i 1956 var tre år gammel, og jeg har ikke siden haft kontakt med min biologiske far.
Får jeg automatisk besked fra skifteretten, når min biologiske far afgår ved døden?
Jeg ved intet om, hvor min far bor i dag, eller om han har kone og børn.
Kan I oplyse, hvordan jeg kan finde ud af det?
Min mor døde for knap ti år siden, men vi talte aldrig om min biologiske far.
”L.L.”
Svar:
To gange MÅSKE!
Når du er født før 2. april 1968 kan du ikke være sikker på, at skifteretten har eller får oplysninger om din biologiske far. Dels er det langtfra sikkert, at hans enke eller hans eventuelle andre børn ved noget om dig, og dels er der intet register, som skifteretten kan slå op i for at finde frem til dig.
Da du blev født før den 2. april 1968, er der ingen oplysninger om din biologiske far i Det Centrale Personregister. Derfor kan det blive vanskeligt for dig at finde ud af, om han fortsat er i live, og hvor han eventuelt bor.
Du kan kontakte folkeregistret eller borgerservice i den by, hvor du blev født. Tag din dåbsattest med og hvad du måtte have af oplysninger om begge dine forældre, da du blev født.
Ligeledes kan du kontakte det kirkekontor, der har udstedet din dåbsattest, for det kan måske finde frem til den adresse, hvor dine forældre boede, da du blev døbt. Desuden kan du via landsarkivet forsøge at finde ud af, om det har sagsakter fra en bidragssag mod din far.
J.G./E.F.