Min samlever afgik ved døden for kort tid siden, og han havde begunstiget mig i et testamente, som vi oprettede sammen nogle måneder tidligere. Et testamente, hvor vi gensidigt har bestemt, at den længstlevende af os "skal arve mest muligt efter førstafdøde", og som vi har underskrevet i skifteretten.
I sidste uge var jeg til et møde med den bobestyrer, skifteretten har bedt om at ordne dødsboet. Det var et af min samlevers børn, der havde forlangt en "autoriseret bobestyrer".
Mødet med børnenes advokat og bobestyreren blev en chokerende oplevelse. Bobestyreren indledte mødet med at sige, at han aldrig beregner sig et salær på under 50.000 kr. for et dødsbo.
Kan det være rigtigt?
Min samlever efterlader sig værdier for maksimalt 150.000 kr., så det lyder helt forrykt, hvis bobestyreren skal have en tredjedel.
Under mødet sagde bobestyreren også, at det testamente, som min samlever og jeg har oprettet, var ugyldigt, når vi ikke har boet sammen i to år. Derfor ville bobestyreren se bort fra det.
Har han ret til det?
Min samlever sad i uskiftet bo med sine to børn.
Kan det bevirke, at han er afskåret fra at oprette et testamente?
"I.J."
Svar:
NEJ!, NEJ! og atter NEJ!
Hvis du kan dokumentere, at den autoriserede bobestyrer har sagt som omtalt, bør du straks klage til skifteretten. Dels kan en bobestyrer ikke have et minimumssalær på 50.000 kr., og dels er det noget juridisk vrøvl, at I skal være samlevende i to år, før din samlever kan begunstige dig i et testamente.
Din samlever kan frit bestemme, hvem der skal arve tre fjerdedele af de værdier, som han efterlader sig, og det gælder uanset, om han sidder i uskiftet bo eller ej.
Når din samlever sidder i uskiftet bo, står du til at arve ¾ af hans halvdel af boet, dvs. 3/8 af de samlede værdier i det uskiftede bo.
Du har krav på at få et referat af mødet hos bobestyreren. Når du modtager det, skal du skriftligt gøre indsigelse mod de punkter, du er uenig i, og tillige kan du som omtalt klage over bobestyreren til skifteretten.
J.G./E.F.