Min datters hus er gået på tvangsauktion, og da hendes mand er død, står hun alene med tabet.
Når min datter arver efter mig, bliver det hele så taget af dem, som hun skylder penge?
Findes der en bagatelgrænse, så min datter kan beholde noget af arven?
Selv mener min datter, at jeg skal oprette et testamente, hvor jeg testerer til fordel for hendes to drenge.
Er det en god idé?
Jeg er 77 år og vil helst have, at min datter arver mine værdier.
"L.J."
Svar:
MÅSKE!, NEJ! samt BÅDE-OG!
Din datter risikerer, at hendes kreditorer får kendskab til arven og gør udlæg i den, dvs. så din datter ikke får nogen glæde af det, som hun arver efter dig. Der findes ingen bagatelgrænse, og derfor kan din datters kreditorer tage det hele.
Selv om du opretter et testamente, hvor du begunstiger din datters to drenge mest muligt, vil din datter fortsat få sin tvangsarv, og den kan hendes kreditorer foretage udlæg i. Derfor er det ikke den bedste løsning i denne sag.
I stedet kan din datter give personligt afkald på arv efter dig, så arven går til hendes to drenge. Et sådant arveafkald skal være skriftligt, og det bør underskrives af såvel din datter som dig.
Hvis din datter senere kommer ovenpå rent økonomisk, fx får en gældssanering, har du ret til at rive arveafkaldet i stykker, og derefter står din datter igen til at arve alle dine værdier.
J.G./E.F.