Min kone og jeg blev gift for 12 år siden. Jeg har ingen børn, mens min kone har en voksen datter. Derfor har vi talt om, at jeg som længstlevende skal kunne sidde i uskiftet bo.
Vi har forsøgt at tale med min kones datter om det. Men hun vil have udarbejdet en erklæring hos en advokat med en række betingelser, hvis hun skal give lov til, at jeg kan sidde i uskiftet bo. Jeg må for eksempel ikke kunne sælge huset, sommerhuset og bilen, medmindre hun får arven efter sin mor med det samme.
Jeg synes, det er helt urimeligt, og det samme gør min kone.
Hvad synes I?
Jeg har intet imod, at min kones datter får arv, men først når jeg er død.
Kan I give os et godt råd?
”S.J.”
Svar:
TJA! og MÅSKE!
Et særbarn kan godt stille krav for at skrive under på et forhåndssamtykke til uskiftet bo, hvis du bliver den længstlevende. Men du er i din gode ret til at takke nej, hvis du mener, at det er for barske krav.
Din kones datter risikerer at dumme sig, såfremt hun er for firkantet i sine krav, for gør du og din kone intet, og dør din kone før dig, ender du med at eje 3/4 af alt, hvad der har været i jeres fælleseje. Og når du dør, går arven til dine slægtninge, medmindre du bestemmer noget andet i et testamente.
Når din kone også finder datterens krav urimelige, kan I eventuelt oprette et testamente, hvor din kone står til at arve alt efter dig, og hvor du står til at arve mest muligt efter din kone. Dermed er du sikker på at sidde tilbage med 15/16 af det hele, såfremt du bliver den længstlevende.
I testamentet kan I tillige bestemme – hvis I begge har lyst til det – at din kones datter i sidste ende skal arve alt efter den længstlevende af jer.
Efter den omtalte model bliver du som længstlevende sikret næsten lige så godt som din kone, og hendes datter skal ikke spørges om nogen som helst.
J.G./E.F.