Jeg har det seneste år haft en kvinde og hendes søn boende i mit hus, og det var aftalen, at hun skulle betale 2.100 kr. pr. måned som sin andel af udgifterne til vand, varme osv. Nu har jeg bedt hende om at flytte, fordi jeg fandt ud af, at hun drak, og fordi hun nægter at gå med mig til en alkoholrådgiver.
På mit kontoudtog kan jeg se, at hun ikke har betalt den aftalte ydelse de sidste to måneder.
Kan I oplyse, hvordan jeg kan være sikker på at få mine penge, når hun er flyttet?
Vi har ikke papir på noget, og huset er mit alene.
”B.V.”
Svar:
NEJ!
Efter det oplyste kan vi ikke give dig en opskrift, så du er ”sikker på” at få penge fra din samlever, efter hun er flyttet.
Hvis hun skriftligt vil bekræfte, at hun skylder dig penge, så har du et grundlag at gå videre med. Men når det hele hviler på en mundtlig aftale, kommer du ingen vegne med et krav, såfremt din samlever påstår noget andet.
Du gør efter vores vurdering klogest i at tage det som et tab i forbindelse med et mislykket samliv.
J.G./E.F.