Vi er to ægtefæller, der blev gift i 1987, og vi har ingen børn sammen. Jeg har et barn, som jeg kun havde kontakt med i et par år efter fødslen, og jeg ved ikke, hvor han bor i dag, eller om han overhovedet er i live.
Nogle af vores venner mener, at min kone bliver sikret godt nok efter den nye arvelov, for den skulle automatisk give hende en større andel end tidligere.
Er det korrekt?
Kan I vurdere, om vi har behov for at oprette et testamente?
"K.S.O."
Svar:
Svar:
BÅDE-OG! samt JA!
Din kone bliver absolut ikke sikret "godt nok" med den nye arvelov, men det er korrekt, at hun står til at arve en større andel af dine værdier end tidligere.
Efter den tidligere arvelov stod din ægtefælle automatisk til at arve en tredjedel af værdierne i dit dødsbo, mens dit såkaldte særbarn skulle have resten. Denne fordeling blev ændret med virkning fra 1. januar i år, hvor den nye arvelov trådte i kraft. Derfor står din kone nu til at arve halvdelen af værdierne i dit dødsbo, mens dit særbarn skal have den anden halvdel. Hvis I har formuefællesskab, udgør dit særbarns arvelod 1/4 af den samlede fællesformue.
Du kan sikre din kone betydeligt bedre ved at oprette et testamente, hvor du begunstiger hende mest muligt. Det vil medføre, at hun står til at arve 7/8 af dine værdier. Og hvis I har formuefællesskab, får hun som enke 15/16 af jeres samlede fællesformue.
Undlader I at oprette et testamente, og dør din kone først, ender dit særbarn med at arve det hele. Og indtræder døden i den modsatte rækkefølge, ender hovedparten af jeres værdier hos din kones forældre, søskende og søskendebørn.
J.G./E.F