Min kæreste og jeg er i gang med at finde ud af, om vi kan låne penge til et hus. Men vi kan ikke blive enige om, hvem der skal stå på lånet/huset.
Min kæreste vil gerne have, at det er ham, der står på både huset og lånet, mens jeg mener, at vi begge to skal stå på det hele.
Kan I forklare mig, om der kan være en fordel ved, at min kæreste står alene på lånet og huset?
”H.H.”
Svar:
JA!
Juridisk set er der ingen fordele for dig ved, at din kæreste står alene på lånet og huset, for det medfører blandt andet følgende:
1) At han til enhver tid kan smide dig ud med kort varsel.
2) At han får hele friværdien i huset, hvis I går fra hinanden.
3) At du står uden bolig, hvis han afgår ved døden.
Det er kun, hvis du skulle være dybt forgældet, at der kan være fordele ved at lade din kæreste stå alene på skødet.
Hvis jeres snak ender med, at I køber ejendommen med begge navne på skødet, gør I klogt i at oprette en samejeoverenskomst. Dermed får I klare spilleregler, hvis I på et tidspunkt skulle blive uenige om ejendommen, fx hvis en af jer vil sælge sin andel af ejendommen.
J.G./E.F.