Min kæreste har netop købt en ejerlejlighed, hvor planen er, at jeg skal flytte ind.
Er der noget, jeg skal være opmærksom på?
Jeg vil mene, at en lejekontrakt vil være til min fordel?
Men vil den forhindre, at min kæreste kan smide mig ud fra den ene til den anden dag?
”N.M.”
Svar:
JA! og to gange TJA!
Der kan godt oprettes en lejekontrakt, men det vil være en meget formel måde at gøre tingene på i et parforhold. Desuden er det ikke nødvendigvis en fordel for dig, for du kan blive bundet til at skulle opsige dit lejemål med tre måneders varsel, lige som du i kontrakten kan forpligtes til at betale depositum og istandsættelse ved fraflytning.
I stedet vil det mest enkle være, at I opretter en generel samlivskontrakt, hvor der blandt andet er vilkår om, at I har fælles brugsret til ejerboligen, og hvor du sikres at kunne blive boende i en periode, fx i op til to måneder, såfremt jeres samliv går i opløsning.
Hvis I undlader at indgå en sådan aftale, kan du ganske rigtigt smides ud med meget kort varsel.
J.G./E.F.