Min hustru og jeg udformede selv et testamente for 18 år siden, og vi fik to naboer til at skrive under som vitterlighedsvidner.
Er dette testamente fortsat i kraft?
Vi har et barn sammen, og jeg har betalt bidrag til et barn, som jeg aldrig har set, og som jeg ikke ved noget som helst om i dag.
I testamentet har vi bestemt, at vi skal arve mest muligt efter hinanden, og at det barn, jeg ikke ved noget om, skal arve mindst muligt efter os.
Behøver der stå andet i vores testamente?
"N.J.S."
Svar:
JA! og TJA!
Jeres vidnetestamente gælder fortsat, lige som den nye arvelov gør det muligt, at man fortsat kan oprette testamenter, der underskrives af to vidner. Men vi anbefaler helt klart at oprette testamenter, der underskriver foran en medarbejder under skifteretten, dvs. en såkaldt notar. Disse dokumenter giver en langt større sikkerhed for, at de testamentariske ønsker rent faktisk bliver opfyldt.
Der "behøver" ikke at stå en masse i et testamente. Til gengæld tyder jeres beskrivelse på, at I gør klogt i at købe assistance til at få udformet et nyt testamente, som underskrives foran en notar, og hvor der tages stilling til en række spørgsmål. Dit andet barn, som du ikke ved noget om, er kun tvangsarving efter dig og ikke efter "os", som du skriver.
I jeres nye testamente kan I blandt meget andet bestemme, om arven til jeres fælles barn skal være særeje, og hvor meget den længstlevende af jer skal arve efter førstafdøde, hvis den længstlevende skulle vælge at skifte boet med jeres fælles barn.
J.G./E.F.