Da min kones mor afgik ved døden, viste det sig, at hendes forældre i fællesskab havde oprettet et testamente, hvor det var bestemt, at arven til min kone skal være hendes særeje. Derfor har min kone i dag et særeje på godt to mio. kr.
Min mor afgik ved døden for en snes år siden, og herefter har min far siddet i uskiftet bo med mig og min søster. I dag er min far så dement, at han ikke kan oprette et testamente, og det bevirker, at der opstår en stor ulighed, når jeg engang får arven efter mine forældre.
Selv om beløbet bliver noget mindre end det, min kone har arvet, finder jeg det uretfærdigt, at min arv bliver til fælleseje, når min kone har fået sin arv som særeje.
Har jeg mulighed for at ændre på de ulige vilkår?
“P.B.”
Svar:
MÅSKE!
Hvis det ikke fremgår af dine svigerforældres testamente, at deres datter, dvs. din kone, kan ændre særejet, har hun ingen mulighed for det. Derfor kan der kun rettes op “de ulige vilkår” ved at du og din kone opretter en ægtepagt, hvor I aftaler, at den arv, som du måtte få efter dine forældre, skal være dit særeje.
Skulle I ønske at have lige store værdier i jeres respektive særejer, kan I vælge at gøre noget af jeres nuværende fælleseje til dit særeje.
Du kan imidlertid kun få et særeje, såfremt din kone vil være med til det. Siger hun nej til at oprette en ægtepagt som den omtalte, har du kun mulighed for at holde arven efter dine forældre uden for formuefællesskabet ved at blive separeret eller skilt, inden din far afgår ved døden.
J.G./E.F.