Jeg læser med interesse jeres svar i avisen.
Vil I give en vurdering af det medsendte testamente?
Er der nok, at to vidner skriver under?
Skal man ringe til retten og bestille tid?
Kan I oplyse, hvad der skal betales i retten?
Vi har længe haft vores testamente liggende, og nu skal det være.
”T.H.”
Svar:
UPS for en mundfuld.
Vi kan ikke som en del af denne brevkasse vurdere tilsendte testamenter, men kan dog oplyse, at indholdet i det tilsendte dokument ikke giver mening rent juridisk. Derfor gør I klogt i at købe juridisk assistance til at få udformet jeres testamente.
I kan oprette et vidnetestamente eller et testamente, som I underskriver i skifteretten, dvs. et såkaldt notartestamente. Det sidstnævnte testamente er langt det mest sikre, for her opbevarer retten en kopi, der har samme gyldighed som det originale dokument. Er der i stedet tale om et vidnetestamente, så er der intet testamente, hvis det bliver væk.
Det er tilstrækkeligt, at to vidner skriver under. Vidnerne må hverken direkte eller indirekte være begunstiget i dokumentet, og følgende formkrav skal være opfyldt:
”Testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes under samtidig tilstedeværelse af to vidner, der straks efter testators underskrivelse eller vedkendelse af testamentet skal skrive deres navne på testamentet. Vidnerne skal være til stede som testamentsvidner efter testators ønske, og de skal have kendskab til, at de bevidner oprettelsen af et testamente.
Stk. 2. Vidnerne skal være fyldt 18 år og må ikke på grund af forhold som nævnt i § 74 mangle forståelse for vidnebekræftelsens betydning”.
I nogle retskredse skal man bestille tid for underskrift af sit notartestamente, mens man i andre blot kan møde op i åbningstiden.
Der skal betales et retsgebyr på 300 kr. når et testamente underskrives foran notaren.
J.G./E.F.