Fra mit første ægteskab har jeg tre børn, mens min nye kone og jeg ikke har børn sammen. Jeg har i dag en kontant formue på 500.000 kr., og har tænkt på at give hvert af mine børn 30.000 kr. i arveforskud i form af et værdibrev, der senere skal indgå i bodelingen.
Når boet bliver gjort op, skal de omtalte arveforskud så modregnes i boet?
Er det inden for arvelovens regler at lave et værdibrev, der senere skal indgå i boet?
Hvor meget må værdibrevet lyde på, før der skal betales arveafgift?
Må der oprettes et tilsvarende værdibreve de efterfølgende år?
Hvordan skal dokumentet laves?
Kan man lave det selv, og give det til børnene som bevis?,eller skal det oprettes igennem en advokat?
Jeg mener, at min kone skal have større del end mine børn. Hvor meget?
Der er tidligere oprettet testamente.
"C.H."
Svar:
PAS PÅ!
Selv om du ikke skriver det direkte, tyder alt på, at du ønsker at give dine tre børn et årligt bevis på, at du skylder dem penge, dvs. det du kalder "et værdibrev". Men sådanne gældsbreve, der først skal indløses ved din død, kan ikke benyttes til at spare boafgift – tidligere arveafgift – når dit dødsbo engang skal gøres op og fordeles.
De pågældende arveforskud er ugyldige, og det fremgår af den tidligere arvelovs § 70, som bestemte følgende:
"Lovens regler om testamenter finder tilsvarende anvendelse på gaveløfter, der ikke kan gøres gældende, så længe giveren lever, og gaver, der gives på hans dødsleje".
I stedet har du mulighed for at give dine tre børn reelle årlige arveforskud, som der ikke skal betales afgift af. Det maksimale afgiftsfri beløb pristalsreguleres hvert år pr. 1. januar, og det udgør 56.800 kr. til hvert af dine børn i 2008.
Eller sagt på anden vis, så kan du afgiftsfrit give hvert af dine børn det ønskede beløb, dvs. 30.000 kr., i indeværende år, og det kan du fortsætte med at gøre det de kommende år. Sådanne arveforskud bør fremgå af et dokument – en såkaldt arveforskudskontrakt – som du og dine børn underskriver personligt. Loven stiller ingen krav om, at advokater skal medvirke ved udformningen af en arveforskudskontrakt.
Da vi ikke får oplysninger om, hvad der står i det omtalte testamente, har vi ingen mulighed for at vurdere, hvordan din kone er stillet i forhold til børnene, eller om I har behov for at oprette et nyt testamente.
Efter de almindelige regler i den nye arvelov, der trådte i kraft 1. januar 2008, står en ægtefælle til at arve halvdelen, mens barnet eller børnene deler resten.
Ønsker du at sikre din kone mest muligt, skal hun begunstiges maksimalt i henhold til enhver tids arvelovgivning i et testamente. På den måde kan hun efter 1. januar 2008 komme op på 7/8 af værdierne i dit dødsbo, mens dine tre børn arver resten. Eller sagt på anden vis, så kan du via et testamente sørge for, at din kone kommer til at sidde tilbage med 15/16 af alle værdierne i jeres fælleseje.
J.G./E.F.