På grund af uenighed med min svigersøn har jeg ingen forbindelse med min datter og hendes to børn. De tør ikke ringe eller besøge mig af frygt for reaktionen fra min svigersøn.
Kan jeg ændre mit testamente, så min datter intet arver, og min søn arver alt efter mig?
"E.I."
Svar:
NEJ!
Du kan ikke afskære din datter fra at få del i de værdier, som du engang måtte efterlade dig, for hun er såkaldt tvangsarving efter dig. Men du kan komme langt på baggrund af reglerne i den nye arvelov, der trådte i kraft 1. januar 2008.
Hvis du havde begunstiger din søn mest muligt i et testamente, stod han efter den tidligere arvelov til at få 3/4 af de værdier, som du efterlader dig. Men denne brøk bliver noget større efter den arvelov, der nu gælder. Her vil en maksimal begunstigelse nemlig bevirke, at din søn står til at arve 7/8 af dine værdier, mens din datter må nøjes med 1/8 som sin tvangsarv.
Du kan tillige sørge for, at din datter ikke kan gøre krav på nogle af effekterne i dit dødsbo, hvis det fremgår af dit testamente, at hun skal have sin tvangsarv udlagt kontant.
J.G./E.F.