Jeg er fraskilt har to sønner, men den ene har jeg ikke haft kontakt med de seneste seks år. Han blev helt urimelig, fordi jeg solgte mit sommerhus til hans lillebror til en pris, der svarede til den offentlige vurdering minus 15 %.
Sommerhuset er ikke foræret til hans bror, idet han har optaget lån og betalt købsprisen kontant til mig.
Nu overvejer jeg at oprette et testamente, hvor jeg lader min ene søn arve alt efter mig.
Kan jeg gøre det?
Er der andet, som jeg kan gøre for at sikre, at mine værdier havner hos den søn, som jeg har kontakt med?
”B.M.”
Svar:
NEJ! og JA!
Lad at begynde med dit sidste spørgsmål, for det står dig frit at forære din ene søn lige så store gaver, som du har lyst til. Når du ikke sidder i uskiftet bo, har du ret til at forskelsbehandle dine børn lige så meget, som du vil, blot du gør det i levende live.
Tillige kan du oprette et testamente, hvor du begrænser din ene søns arv til det mindst mulige, og hvor du bestemmer, at hans tvangsarv skal udredes kontant, dvs. så han ikke kan få indbo m.v. fra dit hjem. Du kan ikke gøre ham arveløs, men begrænse hans arveandel til tvangsarven, og den udgør 1/8 af alt, hvad du måtte efterlade dig. Dermed kommer din anden søn til at arve 7/8 af alt, hvad du efterlader dig.
I stedet for at skrive de omtalte brøker i testamentet, vil det være klogt at skrive ”mindst muligt efter den til enhver tid gældende arvelovgivning”. På den måde får du taget højde for, at tvangsarven kan blive mindre ved en ny revision af arveloven, dvs. dit testamente bliver fremtidssikret.
Da arveloven blev ændret med virkning fra 1. januar 2008, blev tvangsarven nedsat til det halve af, hvad den tidligere havde været.
J.G./E.F.