Min far afgik ved døden i 2003, hvor min mor overtog det hele for at sidde i uskiftet bo med mig og mine to søskende.
I dette efterår er min mor også gået bort, og derfor skal mine to søskende og jeg arve værdierne i det uskiftede bo. Men vi kan ikke blive enige om fordelingen, idet vores forældre for en del år siden oprettede et testamente, hvor de har bestemt, at min storebror udelukkende skal have sin tvangsarv, mens jeg og min søster skal dele resten.
Skal vores fars halvdel af boet deles efter reglerne i den tidligere arvelov, når han er afgået ved døden, mens den var gældende?
Kan I lave beregningen for os?
"L.W."
Svar:
To gange JA!
Jeres fars halvdel af fællesboet skal fordeles med 1/6 til jeres storebror, mens du og din søster deler resten, dvs. I får hver især 5/12. Denne fordeling hænger sammen med, at jeres far under den tidligere arvelov frit kunne bestemme, hvem der skal arve halvdelen af hans værdier, mens resten fordeles ligeligt – som tvangsarv – til hans tre børn.
Derimod får jeres storebror kun halvt så meget i tvangsarv efter jeres mor, dvs. 1/12 af hendes værdier, der udgør halvdelen af fællesboet. Resten deles ligeligt mellem dig og din søster. Det hænger sammen med, at tvangsarven er nedsat til det halve med den nye arvelov, som trådte i kraft 1. januar 2008, dvs. inden jeres mor afgik ved døden.
Hvis dødsboet fx omfatter værdier for 1,2 mio. kr., falder halvdelen, dvs. 600.000 kr., i arv efter jeres far, mens den anden halvdel, ligeledes 600.000 kr., falder i arv efter jeres mor.
I dette eksempel skal jeres storebror have 1/6 af 600.000 kr. som tvangsarv efter jeres far, dvs. en tvangsarv på 100.000 kr., mens han kun får 1/12 i tvangsarv efter jeres mor, dvs. 50.000 kr. Eller summa summarum arver jeres storebror 150.000 kr. som sin tvangsarv, mens du og din søster hver især arver 525.000 kr.
J.G./E.F.