Da min kone og jeg ikke har børn, fik vi lavet et notartestamente for 15 år siden, og her indsatte vi to personer til at dele vores værdier, når den sidste af os dør. Men nu er den ene af disse arvinger desværre afgået ved døden.
Bliver det afdødes barn, der arver i stedet?
Vi ønsker ikke, at afdødes barn skal arve nogle af vores værdier.
"P.V."
Svar:
NÆPPE!
Hvis jeres testamentet blev udformet korrekt for 15 år siden, så fremgår det af dokumentet, hvem der skal have arven, såfremt en eller begge arvinger skulle afgå ved døden før den længstlevende af jer.
Et testamente bør altid tage højde for, hvad der skal ske med arven, hvis en eller flere arvinger afgår ved døden før opretterne af dokumentet.
Testamentet vil sandsynligvis blive fortolket, så den anden arving får det hele. Men i stedet for denne usikkerhed vil vi anbefale, at I tilbagekalder testamentet og opretter et nyt.
I det nye testamente kan I indsætte sekundære arvinger, lige som I kan tage stilling til, om den længstlevende af jer skal have mulighed for at ændre testamentet.
J.G./E.F.