Jeg er en barnløs ungkarl på 69 år, og jeg ønsker, at mine to yngre brødre skal dele boet efter mig. Vi har også to ældre halvsøstre fra vores mors første ægteskab.
Er det nødvendigt, at jeg opretter et testamente?
"F.F."
Svar:
JA!
Du får ikke dit ønske opfyldt, hvis arven skal fordeles efter arvelovens almindelige regler. Det medfører nemlig, at halvdelen af dine værdier går til din mors børn, mens den anden går til din fars børn.
Efter den omtalte fordeling står dine to yngre brødre hver især til at arve 3/8 af de værdier, du engang efterlader dig, mens de to halvsøstre hver især arver 1/8.
Da du hverken efterlader en ægtefælle eller børn, kan du frit bestemme, hvem der skal arve alle dine værdier, fx at de skal fordeles ligeligt mellem dine to brødre. Men en sådan beslutning er kun gyldig, hvis den fremgår af et testamente.
Du gør klogest i at oprette et testamente, som du underskriver foran en notar, dvs. en medarbejder i skifteretten. Et sådant dokument kaldes et notartestamente, og skifteretten opbevarer en kopi, der har samme gyldighed som det originale testamente.
J.G./E.F.