De jeg mistede min kone for snart 20 år siden, sagde hendes datter ja til, at kunne overtage det hele og sidde i uskiftet bo. Med tiden har jeg imidlertid mistet kontaktet med min afdøde kones datter, og jeg bor i dag sammen med en jævnaldrende kvinde i mit hus.
Jeg har oprettet et testamente, hvor arven efter mig skal deles ligeligt mellem min samlever og min egen datter. Men nu har jeg fået oplyst, at min kones datter skulle stå til at arve halvdelen af alt, hvad jeg efterlader mig, mens min samlever og min datter kun får hver 1/4.
Kan det virkelig være rigtigt?
Efter min opfattelse vil en sådan fordeling være helt urimelig, da min formue er vokset betydeligt de seneste ti år.
Kan jeg komme ud af det uskiftede bo ved at give min afdøde kones datter halvdelen af det beløb, der står i opgørelsen fra det tidspunkt, hvor jeg overtog hele boet?
Er der andet, jeg kan gøre?
"O.T."
Svar:
JA!, NEJ! og MÅSKE!
Når du dør, falder halvdelen af værdierne i det uskiftede bo i arv efter din kone, og denne halvdel går til hendes livsarvinger, hvilket vil være hendes datter. Den anden halvdel falder i arv efter dig, og den bliver delt ligeligt mellem din datter og din samlever på baggrund af dit testamente. Derfor bliver fordelingen, som du har fået oplyst, dvs. din kones datter arver dobbelt så meget som din samlever og din egen datter.
Hvis du ønsker at komme ud af det uskiftede bo, så er det de værdier, som du har i dag, der skal indgå i skiftet med din afdøde kones datter. Her kan du ikke benytte opgørelsen fra dengang, hvor du fik boet udlagt for at sidde i uskiftet bo med den pågældende livsarving efter din kone.
Du kan gennemføre et skifte af det uskiftede bo, for det vil medføre, at din kones datter får en mindre andel, end hun vil få, hvis boet først bliver skiftet efter din død. Når du skifter boet i levende live, skal du have din arv efter din kone, og den udgør 1/3 af værdierne i hendes halvdel af det uskiftede bo. Eller sagt på anden vis, så står din kones datter til at arve 1/3 af de samlede værdier i det uskiftede bo, såfremt du skifter boet, mens du fortsat er i live.
Dine spørgsmål understreger, at den længstlevende af to ægtefæller altid skal overveje, om vedkommende gør klogt i at sidde i uskiftet bo, selv om det umiddelbart kan synes som den letteste og billigste løsning. Nogle gange er det økonomisk bedre at lade være.
J.G./E.F.