Min samlever og jeg ønsker at indgå ægteskab, men det kan ikke lade sig gøre, fordi jeg sidder i uskiftet bo med mine to voksne børn.
Det er snart 15 år siden, at min kone afgik ved døden, og mine to børn vil godt give tilladelse til, at jeg gifter mig igen.
Kan I oplyse, hvordan det skal gøres?
“J.K.”
Svar:
JA!
Du kan ikke tage det uskiftede bo med ind i et nyt ægteskab, så det skal bringes til ophør, inden du gifter dig. I denne sammenhæng er det ikke nok, at dine børn giver tilladelse til et nyt ægteskab.
Da vi ikke får ret mange oplysninger – herunder om størrelsen af det uskiftede bo – omtaler vi her de modeller, som du kan benytte til at få bragt det uskiftet bo til ophør.
1) Hvis værdien af det uskiftede bo er under 660.000 kr., kan du få det hele udlagt i form af et såkaldt ægtefælleudlæg. Et sådant udlæg skal dine børn ikke give tilladelse til.
2) Skulle værdien af det uskiftede bo være større, kan dine børn give afkald på arv efter deres mor – og det kan de gøre såvel mod som uden vederlag. Underskriver dine børn et arveafkald, kan du få skifteretten til at bekræfte, at du ikke længere sidder i uskiftet bo.
3) Endelig kan du til enhver tid vælge at skifte med dine børn. Ved et skifte får dine børn krav på en tredjedel af værdien af det uskiftede bo, når din kone afgik ved døden for 15 år siden, og såfremt du og din kone ikke har begunstiget hinanden i et testamente.
Da der er flere muligheder, gør du klogt i at købe juridisk assistance til at få afklaret, hvilken model du skal bruge, og om den eventuelt skal suppleres med et testamente.
J.G./E.F.