-Jeg købte computeren, fordi manden sagde, at den var i orden, men den går i sort hele tiden. Kan jeg forlange at få mine penge igen?
-Sælgeren af den brugte bil lovede, at jeg kunne få mine 12.000 kr. igen, hvis jeg skulle fortryde inden tre dage, men nu nægter han at betale pengene. Hvad skal jeg gøre?
-Er der et sted, jeg kan jeg klage, når jeg føler mig snydt i forbindelse med køb af en brugt plæneklipper?
Hvor der kan være økonomiske fordele – ikke mindst når det gælder sparet moms – ved at handle med private, kan det juridisk set ende med at blive en skidt forretning. Private løber nemlig en anderledes risiko, når de køber ting og sager hos hinanden i stedet for at gøre det hos forretningsdrivende.
Køber du en vare hos en privat, gør du klogt i:
1) At få dokumentation for, at den pågældende rent faktisk ejer den pågældende ting.
2) At udforme en skriftlig aftale.
3) At undersøge varen særdeles grundigt på forhånd.
Hvis du køber en vare, fx et maleri, en computer eller en gammel lænestol, som den pågældende slet ikke har ejendomsretten til, kan den egentlige ejer efterfølgende kræve det købte udleveret fra dig. Ejeren skal have det købte gratis, og du sidder tilbage med et krav mod den person, du handlede med. Men sælgeren vil næppe være i stand til at betale, og han kan heller ikke forpligtes at betale, før du har får ham dømt til det.
Skal du trække sælgeren igennem en retssag, fordi sælgeren nægter at tilbagebetale pengene frivilligt, hæfter du personligt for alle udgifterne. Og disse udgifter får du kun betalt, hvis du vinder sagen, og hvis sælgeren rent faktisk er i stand til at betale!
Undlader du at få nedfældet købsaftalen på et stykke papir, som dateres og underskriver af dig og den private sælger, risikerer du gevaldige problemer, hvis der viser sig at være fejl og mangler ved det købte. Du har nemlig ingen mulighed for at bevise, hvad den private sælger eventuelt har lovet dig, såfremt varen slet ikke lever op til sælgerens mundtlige beskrivelse, eller der viser sig at være fejl og mangler ved den. Det bliver påstand mod påstand og dermed en næsten håbløs retssag.
Efter dansk ret er en mundtlig aftale lige så juridisk bindende som en skriftlig. Men det bliver dig – som køber – der skal sandsynliggøre, hvad der blev aftalt (ud over prisen), og det får du uhyre vanskeligt ved, såfremt sælgeren påstår noget andet. Derfor kan du undgå mange ærgrelser ved at forlange, at sælgerens løfter bliver sat på papir, og det kan en ærlig og troværdig sælger ikke have noget imod.
Ligeledes gør du klogt i at undersøge den brugte bil, computer eller hvad, du nu ønsker at købe, særdeles grundigt, for udgangspunktet vil være, at du køber varen som beset, dvs. uden garanti. Til gengæld har du som udgangspunkt, dvs. hvis ikke andet er aftalt, to års reklamationsret, hvis der viser sig fejl og mangler, som ikke burde være ved en brugt vare af den pågældende slags og til den pris, du har betalt for den. Men denne vurdering kan du ikke få foretaget på en let måde, og selv om du betaler en fagmand for at komme med vurderingen, står du med en vanskelig overvejelse. Her har du nemlig kun én mulighed for at komme videre med sagen, hvis sælger nægter at reparere det solgte eller at lade handlen gå tilbage. Du skal udtage stævning, betale retsafgift og ud i en egentlig retssag.
Har du eksempelvis købt en brugt computer eller plæneklipper for 1.500 kr., vil du næppe vælge en retssag, såfremt der viser sig at være alvorlige fejl ved det købte. Du hæfter som nævnt selv for alle udgifter til sagen – herunder salæret til din advokat – og dermed risikerer du i sidste ende at stå med et langt større tab end den pris, du betalte for computeren eller plæneklipperen.
Dine muligheder bliver langt bedre, såfremt du køber den brugte ting hos en forretningsdrivende, for her kan du i mange tilfælde indbringe en efterfølgende uenighed for Forbrugerklagenævnet. Det gælder fx ved køb af brugte computere, møbler, biler, cykler, knallerter og fjernsyn.
Du kan kun klage, såfremt varen har kostet mindst 800 og højst 100.000 kr. Hvis du vil klage over sko og tekstiler skal prisen mindst være på 500 kr., og hvis du vil klage over motorkøretøjer, skal prisen mindst være på 10.000 kr.
Inden du henvender dig til Forbrugerklagenævnet, skal du have klaget til den pågældende forretningsdrivende. Lykkes det dig ikke at få butikken eller den forretningsdrivende, du har handlet med, til at reparere varen eller ophæve købet, kan du rekvirere en særlig klageblanket, som du skal udfylde og returnere sammen med et gebyr på 150 kr. til Forbrugerklagenævnet.
Du skal væbne dig med tålmodighed, for der kan gå lang tid, før Forbrugerklagenævnet kommer med en afgørelse på din klagesag. Nævnet angiver selv en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på syv måneder på sin hjemmeside – www.fs.dk – hvor du i øvrigt kan læse meget mere om nævnets virksomhed.
Selv om en brugt ting, fx en computer, en bil eller en plæneklipper, koster mere hos en forretningsdrivende end hos en privat sælger, får du to oplagte fordele, hvis tingen går i stykker på grund af fejl og mangler, og sælgeren nægter at foretage en gratis reparation eller eventuelt at lade handlen gå tilbage. Dels gælder købelovens regler om forbrugerkøb, og dels vil du i mange tilfælde kunne indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet i stedet for at skulle ud i dyr og besværlig retssag.
Ønsker du at vide mere eller har du en konkret sag om et køb, kan du med fordel tage kontakt med JuraEksperten.