Min kæreste og jeg har været nede ved kommunen for at få klarlagt loven omkring besøg og overnatning hos hovedsaglig min kæreste, som er enlig forsørger. Det har vi været for at være sikre på, at vi ikke kan anklages for socialt bedrageri.
Kommunen kunne faktisk ikke fortælle os andet end, at vi ”ikke må fremstå som en familie udadtil”.
Kan I svare på, hvordan man definerer at ”fremstå som en familie udadtil”?
Som vi har opfattet reglerne på dette område, må vi sove max. 3 gange om ugen hos hinanden, men vi må ikke hjælpe hinanden i den daglige husholdning.
Er det rigtigt?
Min kærestes søn ser ikke sin biologiske far og kalder mig for ”far”.
Er det imod reglerne om, at vi ikke må fremstå som en familie?
”U.F.”
Svar:
Tre gange NEJ!
Problemet med jeres spørgsmål er, at ingen i dette land – ej heller socialforvaltningen – kan give jer klare og detaljerede regler for, hvornår to kærester betragtes som samlevende i stedet for at være ”reelt enlige”.
Juridisk set giver det ingen mening at definere enlige som folk, der ”ikke udadtil fremstår som en familie”. I stedet skal det vurderes ud fra de konkrete omstændigheder, fx hvor ofte parterne sover og spiser sammen, om begge parter bidrager til husholdningen, om parterne har tøj og indbo hos hinanden, om parterne ejer bil m.v. i fællesskab osv.
Der gælder ingen regler om, at I må sove hos hinanden tre gange om ugen. Den første uge, hvor I bliver kærester, kan I udmærket sove sammen hver nat og fortsat anses som enlige. Men fortsætter i med at sove og spise sammen tre gange om ugen i en længere periode, anses I for samlevende og er ikke længere berettiget til at modtage sociale ydelser, fx børnetilskud.
Her får I den beskrivelse, som Udbetaling Danmark har lagt ud på sin hjemmeside:
”Hvis der er tale om fælles husførelse, hvor en person samlet set har samme økonomisk og praktiske fordele, som gifte og samlevende har, er borgeren ikke enlig”.
Men den beskrivelse bliver I desværre heller ikke meget klogere af. Hvornår har man ”samlet set de samme økonomiske og praktiske fordele som samlevere”? Vi ved det ikke, og socialforvaltningerne ved det heller ikke.
Send eventuelt socialforvaltningen en forespørgsel, hvor I ønsker skriftligt svar på, om I fortsat betragtes som enlige – og dermed berettiget til sociale ydelser som reelt enlige – såfremt I sover og spiser sammen et par gange om ugen, men opretholder hver jeres bolig og ikke har noget økonomisk fællesskab.
Vi gætter på, at socialforvaltningen ikke kommer med et klart svar, for der mangler som omtalt klare og detaljerede retningslinjer på dette område.
J.G./E.F.