Jeg er alene med to mindreårige børn, hvis far er syg. Faderen og jeg er separeret, men ikke skilt. Ved separationen blev der foretaget bodeling, og jeg modtager ikke hustrubidrag.
Min bekymring er, at mine børn, som jeg har fælles forældremyndighed over sammen med faderen, kommer til at hænge på hans store gæld.
Kan I oplyse, hvordan de frasiger de sig arv og gæld, når de er mindreårige?
Kan vi i tilfælde af deres fars død gøres ansvarlige for rydning af hans lejlighed?
”F.F.”
Svar:
TJA! og NEJ!
Der er ikke længere regler om, at man kan frasige sig arv og gæld. I stedet vil det hurtigt vise sig, at din eksmands dødsbo er insolvent, og at der ikke bliver noget, som jeres to børn kan arve.
I den omtalte situation er det vigtigt, at du og dine børn ikke fjerner noget fra hans lejlighed, efter han er død. Her kan I meddele skifteretten, at boet er insolvent, og at I ikke vil have noget med det at gøre.
Hverken du eller jeres børn kan pålægges at skulle rydde hans lejlighed, og I kan heller ikke pålægges at skulle bestille begravelsen.
Hvis ingen bestiller begravelsen, skal kommunen gøre det, og det bliver i givet fald kommunen, der skal betale regningen. Men det bevirker ikke, at I er afskåret fra at deltage i begravelsen.
Når kommunen kommer til at betale begravelsen, får kommunen boet udlagt og skal i givet fald rydde lejligheden.
J.G./E.F.